Vores mission er at bygge bro

De fleste skoler har hårdt brug for brobyggere mellem daglig praksis og den store mængde forskningsviden, der løbende informerer om, hvad der virker, og hvad der skal til for at styrke inkluderende praksis. Vi er dem, der går forrest, når vi sammen skaber skoleudviklingsprocesser, og vi insisterer på, at det er børnene, det handler om. Vores hjerter brænder for at skabe værdier og resultater, der reelt gør en forskel for alle, både børn og professionelle. 

Vi iagttager og erfarer ofte, at ledere og vejledere undlader at gøre det, de godt ved virker i daglig praksis. Det er vores mission at mindske dette gab mellem at vide noget og i praksis handle på det, og vi tilrettelægger derfor træningsbaner, der både er kærlige og meget systematiske. De understøttes af video, supervision og kollegafeedback, og vi skræddersyr dem efter behov på ud fra vores store erfaring med faglig ledelse og vejledning. 

Faglig ledelse er en disciplin, der kan og skal læres gennem masser af øvelse og feedback ligesom det meste andet i vores liv.
 

Ligesom vores mission er at kvalificere skolens faglige ledelse

Vi ved, at den vigtigste faktor for at skabe vedvarende forbedringer i skolen, er omfanget og kvaliteten af den faglige ledelse. Uden faglig ledelse tæt på pædagogisk praksis, som fastholder retningen, giver feedback og følger op på mål og aftaler, når skolen aldrig nogen ambitiøse faglige mål. Faglige ledere må systematisk følge undervisningen og følge med i didaktikken, og det er deres kerneopgave at stå i spidsen for et velstruktureret professionelt samarbejde om planlægning og efterbehandling af undervisningen. 

Hos mange ledere opstår der ubalance mellem store anstrengelser og sparsomme resultater målt på effekten hos eleverne. Men hvis vi skal skabe en bedre balance, kræver det et opgør med gamle ledelsesparadigmer og et farvel til en selvledende medarbejderkultur. Vi behøver en ny måde at tænke ledelse på, der ser lederen som en didaktisk træner, der hverken tager patent på sandheden om god undervisning, men bestemt heller ikke er uvidende om god pædagogik og læreprocesser.

Vores mission er i bund og grund at gøre mere af det, vi ved virker, så vi kan flytte hverdagen fra alt for meget brandslukning til styrket læring, dannelse og trivsel for alle børn. 

Vi vil gerne invitere jer med på denne mission.